En mor til datter på 18 fortæller:
Min datter kom hjem en dag og sagde ”Jeg flytter sammen med Jan i en 3½ væreslses lejlighed som Jans far vil leje til os – Jan og jeg skal betale 1200 kr. hver og så betaler Jans far resten, så det er en rigtig go´ ide”
Mor til datteren: “selv om du er 18 år og myndig – er far og jeg stadig dine forældre, der ønsker at sende dig – bedst mulig – videre i livet. Du går i 3. G og har brug for al den hjælp og opbakning – der skal til – for at DU får mulighed for at koncentrere dig om din skole”.
Datter: ja-men, ja-men, ja-men….tude tude tude og mere ja-men, ja-men osv.
Mor: Det er så´n det er!
Mor fortsætter ”Jan ka´vi rigtig godt li´(Kort fortalt mistede Jan sin mor, for et par år siden og Jans far bor et godt stykke væk)…og jeg vil rigtig gerne hjælpe Jan med at finde et et godt sted at bo – et sted der passer til en ung mand på 18 år, hvor der også bor andre unge mennesker. Jan skal samtidig – som minimum én gang om ugen – komme her hos os og spise, fordi Jan er meget velkommen i vores hjem.
Datter: (efter et stykke tid i tude/tænkeboks) kommer ind med teenage-krops-attitude og glimt i øjet “OK – så ve´ jeg os´ ha´ en fatboy” (kæmpestor sækkestol)
Faren til datteren skynder sig at købe en fatboy til hende og når hun får den udbryder hun: “waw – den er godt nok stor” Spørgsmåler er om det er fatboyen eller omsorgen der er stor eller måske begge dele ?
Er mor ånd eller omsorgsfuld? Ja, det kommer vel an på hvilket mindset vi tænker og handler ud fra!
Hva´ tænker du?
