Skærmtids betydning for børn og unge har været et emne, som hyppigt er blevet taget op i medierne igennem lang tid. Mange spørgsmål dukker derfor også op i den forbindelse, herunder bl.a.:
- Er skærmtid skadeligt?
- Hvad er der galt med skærmtid?
- Hvor meget skærmtid er anbefalingen til børn og unge?
Som så mange andre mødre i Danmark har jeg selv skullet tage stilling til, hvor meget mine børn måtte have lov til at sidde foran skærmen hjemme hos os. Og for mig personligt synes jeg ikke, at man som forælder nødvendigvis behøver at være så skræmt af skærmtid hos børn, idet den faktisk sagtens kan have en positiv effekt på børns udvikling.
Jeg giver herunder mine overvejelser omkring det med børn og begrænsning af skærmtid.
Anbefalet skærmtid for børn
WHO (World Health Organization) har sat nogle anbefalinger op i forhold til skærmtid for børn.
Ifølge WHO’s anbefalinger, så skal børns skærmtid begrænses, og det betyder for de 0-1 årige, at de slet ikke må se skærm. Der findes mange spil og børneprogrammer, der henvender sig til de 0-1 årige, men ifølge WHO så gavner disse ikke motorikken, sproget og kreativiteten og skal derfor helt skæres fra før barnet fylder 1 år.
For de 2-4 årige lyder WHO’s anbefalinger på maks. 1 time om dagen, når det kommer til stillesiddende skærmtid.
Som forælder til dit barn/dine børn bestemmer du selvfølgelig helt selv, hvilke begrænsninger, der skal være for dine børns skærmtid. Det kan dog være en god ide at sammenholde din egen holdning med sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Begrænsning af skærmtid
Med min uddannelse som NLP psykoterapeut har jeg lært, at det er vigtigt at sætte grænser for mine børn uanset, hvor gamle de er - og det betyder derfor også en begrænsning i skærmtiden for mine børn. I hvert fald dengang de var betydeligt mindre end de er nu.
Det var vigtigt for mig, at jeg sammen med mine børn kunne være en nærværende mor, og det synes jeg var en helt del lettere, hvis ikke mine børn var optaget af en skærm. Så synes jeg det var nemmere at lave noget sammen og faktisk var det også nemmere at navigere i de udfordringer, der kunne opstå på grund af skærmen.
Når børnene havde begrænset adgang til skærmen, så havde de også nemmere ved at godtage et ‘nej’, når de spurgte.
Kan skærmtid have en positiv indvirkning på børn?
Det er helt sikkert, at skærmen ikke har en positiv effekt, hvis børnene tilbringer lang tid foran den på en daglig basis. For meget skærmtid kan have konsekvenser for både indlæringsevne, koncentration, sprogfærdighed og hukommelse.
Det er derfor vigtigt, at du som mor og forælder til dit barn sørger for at begrænse skærmtiden i løbet af dagen, således de også får indput fra andre områder end skærmen.
Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke om vi måske bruger for lang tid på at snakke om, hvor meget tid børnene bruger foran skærmen, i stedet for at snakke om, hvad de bruger tiden foran skærmen på?
For der findes faktisk mange spil og programmer, der sagtens kan være med til at udvikle børnene på flere positive områder. Børn med sociale vanskeligheder i forvejen kan måske få meget ud af at være på sociale medier, fordi de her har lettere ved at indgå i relationer med andre børn end i virkeligheden.
Gør det, der virker bedst for dig
Det er vigtigt at huske på, at børn og familier er forskellige, så derfor er det også vigtigt, at du finder en måde, der virker for dig, din familie og dine børn.
Selvfølgelig er det en god idé at tage WHO’s og sundhedsmyndighedernes anbefalinger i betragtning, men husk på, at dine børn sagtens kan have behov for at kunne sætte sig ned og få ro på tilværelsen end de fleste andre børn.
Det kan være, at de har mere behov for at kunne nyde den hyggestund foran skærmen end de fleste.
Husk på, at skærmen ikke er din fjende - så længe du bruger den rigtigt!
Kærlig hilsen,
Annegrethe


