Som mor er det svært ikke at spejle sig i andre mødre og forældre. Særligt med den digitale kultur vi har i dag, er det svært at undgå sammenligningen - selvom vi godt ved, at den ikke altid er lige sund eller gør noget godt for os.
For som alle med børn ved, så kan vi langt hen ad vejen ikke gøre mere, end vi gør. Vi gør vores bedste hver dag med de redskaber, vi har og ud fra de værdier, vi gerne vil videregive til vores børn.
Lykkes vi altid? Næppe. Men vi gør vores bedste.
Derfor er det omend endnu mere tarveligt, at momshaming er så stort et fænomen, som det er. For er andre i virkeligheden i stand til at afgøre, hvad der er bedst for netop vores børn? Kender alle mødre ikke selv til de mange udfordringer og usikkerheder, man står over for - særligt som nybagte forældre?
Svaret er et enstemmigt jo. Så hvorfor tillader så mange sig så at se skævt til andres opdragelsesmetoder?
Morpolitiet har for travlt
Der findes ikke en manual eller et endegyldigt facit til den gode børneopdragelse. Heller ikke selvom tonsvis af litteratur og artikler forsøger at fortælle os anderledes. Synspunkterne skifter konstant, og den tilgang man anså som værende korrekt dannende for tyve år siden, er for længst outdated i det samfund, vi har i dag.
Også internettet og sociale medier flyder over med gode råd og guides til, hvordan man er den bedste mor. Men det er i særdeleshed også online, at morpolitet er hurtige til at dømme, så snart man gør noget, der strider imod deres opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.
Og lige netop dét, er definitionen på momshaming.
Momshaming som fænomen dækker nemlig over den nedgørelse, udskamning og kritik, man som mor (eller forældre) udsættes for ude fra. ‘Shameren’ har ofte en anden holdning og et anderledes syn på børneopdragelse, og personen er så overbevist om sit eget standpunkt, at denne tillader sig at dømme andre ud fra deres valg.
Og det er ikke kun på tværs af platforme, at momshaming finder sted - det findes også på alle niveauer. Fra holdninger til hvad vores børn spiser og har på, til måden vi ammer, løfter, putter, og hvordan vi agerer i konflikter, når barnet græder eller opfører sig uhensigtsmæssigt.
Fordømmelsen kan ske via blikke, ord og på skrift - men uanset hvilken form momshaming kommer i, er det noget, vi alle sammen kollektivt og i fællesskab bør gøre op med.
Der er forskel på råd og shaming
Som pårørende til en nybagt mor, er man vidne til noget helt unikt. Vores kære befinder sig i en ny rolle, i en helt ny verden af følelser, udfordringer og prøvelser. Lysten til at hjælpe, aflaste og dele ud af erfaring er stor - men det er ikke altid, at det er vores plads.
For selvom gode råd og vejledning ofte kommer fra et kærligt sted, er der risiko for, at det bliver misforstået af modtageren. Når man står i en sårbar position, kan velmenende råd opfattes som kritik og føles som om, at man ikke gør det godt nok som mor.
Der kan måske virke som en hårfin balance mellem, hvad der er råd, og hvad der er shaming. Men inden man griber til tasterne eller prøver at komme med inputs, kan det være en idé at kigge indad og minde sig selv om den sårbare position, man selv har stået i engang.
Fremfor bare at ytre sine meninger frit fra hoften, så spørg i stedet om du må komme med et råd, eller vent til din veninde, datter, svigerdatter eller søster selv spørger ind til dine erfaringer og holdninger. Og vær derefter konstruktiv og empatisk i dine svar.
Til alle mødre: I gør det godt
I virkeligheden er det svært ikke at spejle sig i andre og rynke på næsen, når vi ser nogen gøre noget, der ligger fjernt fra vores egen opfattelse og handlinger. Og bevares - spejlingen i andre forældres opdragelsesmetoder kan give anledning til en sund refleksion over egne principper - og observationer kan således sagtens være givende.
Der hvor filmen knækker er, når man vælger at positionere sig selv som bedrevidende og tvinger sine holdninger over andre mødre, uden de har bedt om inputs. Endnu værre er, når fremmede og udefrakommende - både dem med og uden børn - tillader sig selv at kommentere eller se skævt til en mor, der i bund og grund bare forsøger at gøre sit bedste.
Som mor har man ikke brug for udskamning, men for støtte og for at vide, at man gør det godt. Så hvis du sidder med tvivl eller med en følelse af, ikke at være tilstrækkelig, så kig dig selv i spejlet, tag en dyb indånding og gentag efter mig:
Jeg er en god mor. Jeg gør mit bedste, og mine børn er lige så heldig med at have mig, som jeg er for at have dem.
Og mind dig selvom det, hver gang du står over for en udfordring eller bliver mødt af dømmende blikke og kommentarer.
Kærlig hilsen
Annegrethe
